Aktuelt

Malerier til salg hos KK
10-05-2012

Vi har mange spændende malerier, litografier og plakater til salg hos KK. Se nogle af dem her


Ass. korshærspræst ordineret
08-05-2012

Torsdag aften før Stor Bededeag blev Joan Amalie Holck ordineret til præstetjeneste som...

Læs mere


Ny korshærspræstemedhjælper
10-02-2012

1. februar og et halvt år frem - til 1. august er Joan A Holck ansat og Joan er allerede godt...

Læs mere


Aarhus Stiftstidende skriver positivt om Korshærens arbejde
09-02-2012

Læs om hvordan kulden påvirker arbjedet og om tidligere borgmester nu europaminister Nicolai...

Læs mere


Billeder fra årets Vinterlejr
07-02-2012

Læs mere



Nyhedsarkiv

Aktuelt

Det er den aften

Oprettet den 02-12-2011
Aktuelt >>

Fra www.folkekirkeinfo.dk

Det siges, at julen er hjerternes fest, men det er ikke alle, som glæder sig i julen. For nogen fremkalder julen triste minder. Det kan derfor føles ekstra hårdt, hvis man ikke har nogen at være sammen med i julen. Jørgen Lassgaard er præst i Kirkens Korshær, hvor han ofte er med til at holde jul. Han mener, at kirken har et ansvar for at lave en meget tydelig invitation i julen

Af Kirstine Kofoed Støttrup

http://folkekirkeinfo.dk/wp-content/uploads/2011/11/PB2815571.jpg

Julens Glæde og Smerte af Søren Nielsen

"Juleaften

Det er den aften

hvor de døde

stiger ud af fotografierne

og tager plads i stuen

så levende

at det gør ondt

at opdage

at pladsen er tom",

citerer Jørgen Lasgaard fra Julens Glæde og Smerte af Søren Nielsen.

Som præst i Kirkens Korshær har Jørgen Lasgaard mange gange været med til at fejre jul sammen med mennesker for hvem, julen ikke kun fremkalder glæde men også smerte.

Det klemte hjerte

http://folkekirkeinfo.dk/wp-content/uploads/2011/11/PB041475.jpg

Jørgen Lasgaard

”Det betyder rigtig meget for rigtig mange folk at have mulighed for at holde jul i Kirkens Korshær. Julen symboliserer jo rigtig meget, synes jeg. Det kan betyde, at man hører til et sted og at man hører hjemme i livet. Hvis man mod sin vilje sidder hjemme alene en juleaften, så er det nok noget af det mest forladte og triste, vi mennesker kan forestille os. Så på den måde er det et plaster på såret for mange, at de kan komme til fælles julearrangementer. Og for nogen er det også bare en måde at få julen overstået på, men hvor de synes, alternativet er værre”, fortæller Jørgens Lasgaard.

”I det der digt af Søren Nielsen står der, at juleaften er den aften, hvor enhver sminke er håbløs. I virkeligheden er det den dag, hvor sminken ryger allermest af. Og korshæren er sådan et sted, hvor vi alle kan være uden alt for meget facade”. fortæller Jørgen Lasgaard og fortsætter: ”Der hvor de fleste glæder sig allermest, det er jo også der, hvor dem, der savner, har mest smerte”.

Jørgen Lasgaard refererer også til Brorson, der har skrevet om ”det klemte hjerte”, og siger: ”I den der klemthed, som mange oplever, kan man nogle gange komme til at modtage en større dybde af, hvad det er, som evangeliet tilbyder. Det skal ikke lyde sådan, at det er godt, at det er skidt. Men det er også sådan, at hvis man bare lever på overfladen, så får man ikke rigtig den der kontakt med den kærlighed, som er der på trods af alting og på tværs af alting”.

Deltagere

De fleste, som fejrer juleaften i Kirkens Korshær, er enlige mænd mellem 40-50år, som har kontakt til organisationen i forvejen. Tidligere er der kommet omkring 30 brugere til juleaften og ca. ti medarbejdere, hvor nogle desuden har deres familie med.

For at opretholde en hyggelig og personlig aften har det været sådan, at man skulle tilmelde sig juleaften i Kirkens Korshær og gerne have en forbindelse til organisationen. ”Hvis man nu ringer udefra og vil ind, så henviser vi til sognene, Sct. Pauls kirke, Gellerup kirke, Kristians kirke ellers studentermenigheden. De har nogle andre tilbud der”, siger Jørgen Lasgaard.

”Der er nogen af de faste brugere, som bruger os som deres familie eller erstatning for noget af deres familie. Når man så også har en funktion som det en juleaften, så er det klart, at så er vi endnu mere en slags familie for hinanden. Det, at der er et personligt engagement i hinandens liv, er da en trøst og en opmuntring for alle”, fortæller Jørgen Lasgaard.

Programmet for juleaften

”Selve juleaften markerer vi med en tilmelding og en fest med to retter mad og julegave og dans om juletræet. Da vi fejrer julen i Kirkens Korshær, går man i kirke først. Det er nu ikke alle, der gør det, men det opfordrer vi til. Men juleandagten er næsten alle med til”, fortæller Jørgen Lasgaard om juleaften i Kirkens Korshær.

”Juleaften forløber fuldstændig som den gamle jul i Danmark. Der er spisning og mandelgave ved hvert bord. Efter en rygepause danser flere rundt om juletræet og så er der fulde hammer på julesalmerne”, siger Jørgen Lasgaard.

Efter julesalmerne er der en julegave til hver, fortæller Jørgen Lasgaard og fortsætter: ”Så skal der være lidt sjov. Der er bankospil,og så får de endnu flere gaver. Så får vi selvfølgelig snolder og nødder. Og i gamle dage delte jeg også cigarer og cigaretter ud”.

Andre julearrangementer i Kirkens Korshær

http://folkekirkeinfo.dk/wp-content/uploads/2011/11/PB2815581.jpg

Juleaften af Storm P. Postkortet sælges af Kirkens Korshær. Overskuddet går til deres sociale arbejde

"Juletraditionen i Kirkens Korshær er en måde til at lave noget af det samme, som man laver ude i samfundet", fortæller Jørgen Lasgaard og siger: "ligesådan er der gløgg og æbleskiver på varmestuen, og der er en eftermiddag, hvor man klipper og en eftermiddag, hvor man får brunkager. Vi gør nogle af de nørdede følelsesladede ting, og folk nyder det.”

Der bliver også afholdt julestue i Kirkens Korshær, oplyser Jørgen Lasgaard: ”Her kan man købe gløgg og æbleskiver og mange forskellige gaver, hvor nogle er lavet i Kirkens Korshæs syværksted".

”Julegudstjenesten i Sct. Pauls kirken, som afholdes 3.onsdag i december, har også høj status i Korshæren, siger Jørgen Lasgaard og tilføjer: "Der har jeg altid et kor fra Risskov, som kommer og synger og underholder os rigtig godt. Det er også et konkret udtryk for det, som julen står for, som handler om at bygge broer på tværs”.

 Flere juleaftner i Århus

Det er ikke kun Kirkens Korshær, som indbyder til juleaften. ”Der er også juleaften på rådhuset, hvor kommunen holder bespisning for de fattige. Og der er jeg taler hvert eneste år. Det er også et eksempel på samarbejde med kommunen og os, at jeg er med og Korshæren og det er også meget følelsesladet. Det foregår midt på dagen fra 13-16”, fortæller Jørgen Lasgaard og fortsætter: ”Siden kommunen lavede bespisning for 12-13 år siden, har det taget presset væk fra selve det at komme et sted hen at spise i hvert fald”.

Frelsens Hær afholder også juleaften, hvor der kommer 150-200 besøgende, fortæller Jørgen Lasgaard. Derfor er der nogen, som både tager på rådhuset og derefter i enten Kirkens Korshær eller Frelsens Hær. ”Der er nogen, som scorer to julemiddage. Der er nogen, som kan spise umætteligt, men der er bestemt også nogen, som vælger det ene fremfor det andet. Det kan være begge veje”, siger Jørgen Lasgaard.

Juleaften i år i Kirkens Korshær

Jørgen Lasgaard fortæller, at den kommende juleaften ikke er helt planlagt endnu, da der kommer nogle ændringer på grund af den nyåbnede døgnvarmestue, som har omkring 150 besøgende på et døgn: ”Nu er det ikke helt klart, hvordan vi gør, fordi vi har døgnvarmestuen. Det er helt nyt, at varmestuen er så meget mere åben. Tidligere var der ikke åbent, før det var juleaften, men nu er der jo simpelthen åbent hele tiden. Så der er ikke så mange, man skal fange ind fra kulden. Det er jo rigtig godt, men det er ikke til at vide, hvad det gør. Det er heller ikke til alles højreben at holde jul, men de kan måske have det som en almindelig aften”.

”Så det er jo godt at det kan blive mere frit, at man vælger personligt, hvad man vil. Vi gør det, som vi gør ude i samfundet op til jul, og det gør vi også juleaften. Nogen elsker jul og andre elsker det ikke så meget. Vi skal ikke have mindste fællesnævner og slet ikke med hensyn til jul og slet ikke med hensyn til budskabet der”, siger Jørgen Lasgaard.

Stor frivillighed i julen

Jørgen Lasgaard synes ikke, at kirken har et større ansvar, fordi det er jul, men der er ofte et større behov for fællesskab i denne periode, fortæller han: ”Det (et større ansvar) har man jo på en måde ikke, men ud fra den dagsorden, at hvis man som fattig, ensom eller udstødt føler sig glemt og overset og slet ikke kontaktet i julen, så er det det værste. Så jeg synes, at vi som kirke har en forpligtelse til at være meget tydelige om at lave en invitation”.

”Vi bliver også bestormet med mange frivillige, som gerne vil komme og hjælpe juleaften. Det siger vi nej til lige juleaften, for vi synes, det er vigtigt, at det er nogen, de fleste af vores brugere kender og er trygge ved, så de netop kan lade de der billeder fra fotografierne komme frem. Det har vi i hvert fald prioriteret på den måde. Så vi har holdt juleaften for 50 mennesker”, fortæller Jørgen Lasgaard.

”I det julekvartal vi har, der får vi lige så mange penge ind som på de tre andre, fordi pengene sidder løsere på folk. Rent moralsk kan man godt sige, at det er lidt hyklerisk, eller det er lidt som om, at hverdagen ikke er så vigtig. Men man kan også vende den om og bare glæde sig over, at der er nogen tider af året, hvor folk de laver så mange store udgifter, så deres bankkonti kommer i overtræk, og den her gang er det ikke et overtræk, fordi de har købt dem selv et samtalekøkken, men fordi de er kommet til at give nogle penge til andre. Det vil jeg egentlig gerne have lov til at glæde mig over og ikke moralisere over. Sådan tænker jeg meget over det. Det er så vigtigt ikke at moralisere. Det kan jeg altså bare ikke bruge til noget. Sidste år der gav danskerne jo flere penge end de gjorde før trods krisen og alt muligt andet. Lad os da bare glæde os over det.”

 

Læs desuden: Indvielse af døgnvarmstue

 

Sidst ændret: 07-02-2012

Tilbage
Find os på Facebook