Aktivering og genbrug
En del af Kirkens Korshærs arbejde i Århus er finansieret via salg af genbrugseffekter i de mange
butikker, som er tilknyttet Århus-arbejdet.
Arbejdet med genbrugstingene starter med kørslen, hvor vi har 2 varebiler, der dagligt kører rundt i
Århus og omegn for at indsamle de genbrugsartikler som venlige folk har valgt at donere. I kørslen
er der ansat en´ medarbejder. Resten består af frivillige, folk i aktivering, militærnægtere eller samfundstjenere, der i en kortere eller længere periode har valgt at yde en indsats for
Kirkens Korshær.
Møbler bliver kørt til Jolly KK eller til Møbellageret i Nørre Allé. Alle øvrige ting så som tøj, legetøj, køkkenting osv. bliver afleveret i sorteringen, som også er beliggende i Nørre Allé. Fra sorteringen fordeles tingene til KK Tøj, Rodekassen, Børnebutikken og Jolly KK, der alle ligger i Århus midtby. En del af det gode, varme og pæne tøj bliver taget fra til varmestuens ”Tøjudlevering”. Her kan varmestuens brugere få rent tøj og hele sko, hvis de mangler. Der bliver også sorteret køkkenudstyr m.v. fra til en startkasse, som brugerne kan få af, når de skal etablere sig i egen bolig.
Al elektronik kommer i kælderen, hvor et korps af frivillige tester og reparerer artiklerne, inden disse sættes til salg i Genbrugscenteret. Bøger bliver sorteret eller repareret, får læderfedt hvis dette er nødvendigt, inden de sendes videre til Jolly KK, Rodekassen eller Genbrugscenteret.
Kirkens Korshær Genbrug på Edwin Rahrs Vej får hovedsageligt sine genbrugseffekter fra en container på nærgenbrugspladsen, som tømmes to-tre gange dagligt.
Butikkerne i Harlev, Odder, Stilling, Malling og Solbjerg, indsamler selv deres varer lokalt, men får besøg af kørslen en gang om ugen, hvor frasorterede effekter hentes. En del af disse varer bliver herefter givet videre til andre projekter.
Lystrup Genbrugscenter, Lystrup Møbel Genbrug, Tilst, Solbjerg, Stilling, Odder, Harboøre, Hinnerup og Hammel bliver drevet i samarbejde med landsarbejdet eller andre samarbejdspartnere, og indsamler ligeledes selv deres genbrugsartikler lokalt.
I Ikast er der også en butik, som støtter Århus-arbejdet med deres overskud.
Alle genbrugsbutikkerne bliver drevet af frivillige, og hver butik har et butiksudvalg, hvor der vælges en butiksleder. To til fire gange årligt afholdes der butiksmøde, hvor der træffes beslutninger omkring butikkens daglige drift. Butikkerne har på den måde mulighed for at skille sig ud fra hinanden og hver især have deres eget særpræg. Fælles for dem alle er dog glæden ved arbejdet, følelsen af fællesskab samt at der i alle butikkerne bliver gjort en uvurderlig indsats for Kirkens Korshær.
Butikslederne fra alle Århus-butikkerne mødes til et fælles butiksmøde 3-4 gange årligt, hvor de udveksler erfaringer og drøfter fælles anliggender.
En gang om året mødes alle de frivillige til en festlig aften på Diakonhøjskolen. Her bliver der serveret noget godt at spise og der bliver fortalt om arbejdet rundt om i Korshæren. Der kan være forskellige underholdende indslag, men først og fremmest bliver der snakket og udvekslet erfaringer. Ligeledes arrangeres der ca. en gang om året en udflugt for de frivillige. Disse udflugter er gerne en blanding af studietur og fornøjelse. Målet med disse ture er at styrke fællesskabet, skabe netværk og give gode oplevelser til de frivillige.
Hvert år afholdes Kirkens Korshærs årsmøde på Hotel Nyborg Strand. Her mødes ansatte og frivillige fra hele landet og her deltager også op til 2 frivillige fra hver af Århus-arbejdets butikker.
Team Midt
Team Midt er et projekt, som får økonomisk støtte fra Socialministeriets satspulje under Fælles Ansvar II. Team Midt er et tilbud om arbejdsfællesskab i Nørre Allé. Der er mulighed for at deltage dagligt fra 09.00 til 15.00. Der er dog også mulighed for kun at være med et par timer om dagen eller et par dage om ugen. Arbejdet bliver tilpasset, så det passer til den enkelte brugers kræfter, lyst og behov. Det er vigtigt for os at brugerne mærker en fællesskabsfølelse og oplever, at der er behov for dem, uanset om de deltager alle ugens dage eller kun nogle få dage eller timer.
Udgangspunktet for Team Midt er sorteringen, hvor diverse genbrugseffekter bliver testet og sorteret inden de sendes ud i butikkerne. Der er også mange andre arbejdsopgaver så som hjælp i køkkenet, fejning i gården, eller andet forfaldende arbejde. Deltagerne i Team Midt er folk fra varmestuen, der har lyst og kræfter til at hjælpe til. Arbejdsopgaverne er meget fleksible, og der er muligheder for jobrotation, så den enkelte bruger kan prøve forskellige arbejdsopgaver. Der er altid medarbejdere, der står til rådighed og er klar med en hjælpende hånd, når det er nødvendigt.
Sideløbende med Team Midt er der mulighed for at komme i Vejlednings og opkvalificeringsforløb under sociallovens LAB § 32, idet Kirkens Korshær har en aftale med Århus Kommune om 10 aktiveringspladser. Via arbejdet i sorteringen eller kørslen afklares det, hvilke ressourcer og kompetencer, den enkelte har. Den enkelte støttes i at finde ønsker og drømme for fremtiden. Om der er mulighed for at komme videre i et ordinært job, i et uddannelsesforløb, i skånejob eller lign, eller om der skal arbejdes på en pensionsafklaring. Nogle kan måske få støtte til at komme i misbrugsafvænning.
LAB § 32 brugerne har også mulighed for at deltage i sociale aktiviteter sammen med Team Midts brugere, og således opbygge færdigheder og netværk.
Der er ansat 3 medarbejdere, som arbejder fast i Team Midt. Derudover er der endnu en´, som hovedsageligt har en pedel-funktion, men en del af disse opgaver løses sammen med brugerne
For at styrke fællesskabet tilbydes der også flere forskellige sociale aktiviteter, dette inkludere bl.a. fællesspisning, lejre, fisketure mv. På den måde kan brugerne opbygge sociale færdigheder og kompetencer og skabe nye netværk.
Fællesgården i Trige
Der har i flere år været et tilbud for varmestuens brugere om at komme med på Fællesgården i Trige. Et tilbud om arbejdsfællesskab, men også et tilbud om hjemlig hygge, støtte til læge/tandlæge, støtte til at genoptage kontakt med familien, støtte til at afklare hvad fremtiden skal byde på, eller bare en mulighed for at komme væk fra byen i nogle timer.
Der er 2 faste medarbejdere tilknyttet gården. Hver morgen møder den ene ind på varmestuen og samler, i gårdens egen bil, dem op, der gerne vil køre med ud til gården. Den anden er mødt op på Fællesgården, har lavet kaffe og gjort klar til morgenmad.
Også på Fællesgården er der mulighed for at komme i Vejlednings og opkvalificeringsforløb, idet vi også her har et samarbejde med kommunen. Fællesgården får økonomisk støtte fra socialministeriets puljemidler.
Fællesgården, Team Midt samt Vejlednings og opkvalificeringsforløbet er med til at give positive oplevelser og skabe øget livskvalitet for brugerne. Dette sker både via arbejdsfællesskabet, der kan hjælpe brugerne til at få et fast holdepunkt i hverdagen og skabe en bedre døgnrytme, men også via de sociale aktiviteter som stedet tilbyder. Bl.a. arbejdslejr på Helligsølejren, sommer- og vinterlejre samt kanoture.






